USA indleder offensiv i Nordirak10. september 2005 09.07 Udland
Irakiske og amerikanske styrker har indledt en offensiv mod byen Tal Afar i det norlige Irak. Formålet er at 'fjerne alle terroristiske elementer fra byen', siger den irakiske premierminister Ibrahim Jaafari.
Offensiven kommer ifølge premierministeren efter appeller fra "alle forskellige religiøse og etniske elementer" i byen.
Tal Afar ligger i nærheden af den syriske grænse, tæt ved byen Mosul, hvor der tidligere har været hårde kampe. Byen er overvejende beboet af etniske turkmenere.
Byen hævdes at være base for udenlandske oprørere, våben og andet udstyr, der anvendes i kampen mod besættelsesstyrkerne og den irakiske regering.
Ifølge forsvarsminister Saadun al-Dulaimi er der i de seneste to dage blevet dræbt 141 oprørere og taget 197 til fange. Ifølge ministeren er der i samme periode dræbt fem irakiske regeringssoldater.
Forsvarsministeren vurderer, at angrebet på Tal Afar kan være overstået inden for "tre dage" og bebuder, at der derefter sættes ind mod oprørere i andre byer.