Hillerøds præster går i aktion for afviste irakere
Præsterne kan ikke længere se stiltiende til, imens 500 irakiske flygtninge er interneret på sjette år, med udsigt til hjemsendelse midt i en borgerkrig.
Det er budskabet, når mindst ti af Hillerøds omkring 14 præster går på gaden Hellig Tre Kongers dag, for at få borgernes øjne op for irakernes forhold i den nærliggende Sandholmlejr. Her har 500 irakiske flygtninge siddet og ventet i gennemsnitligt fem år. Og imens Saddam Husseins diktatur er blevet erstattet af en blodig borgerkrig mellem landets forskellige religiøse grupperinger, har Danmark afvist at give de irakiske flygtninge opholdstilladelse. »Man skal da have et meget koldt hjerte og være næsten blind, hvis man tror, at de her mennesker kan sendes hjem«, siger medarrangør af aktionen og præst i Hillerød igennem 15 år Thyge Enevoldsen, til Politiken.dk. Aktion uden præstekjoleMange af Hillerøds præster kender Sandholmlejren gennem deres arbejde, og derfor har det heller ikke været svært at skaffe opbakning til aktionen, som bliver afdæmpet og uden i civil. »Vi stiller os op på torvet og alle i byen ved jo hvem vi er. Men vi kommer ikke i præstekjole, for så ville det være det, debatten kom til at handle om, og ikke irakerne«, siger Thyge Enevoldsen. Aktionen vil sandsynligvis komme til at bestå af en prædiken og oplæsning fra en rapport om de irakiske flygtninge i Sandholmlejren, der peger på, at de 500 mennesker får det dårligere og dårligere af den lange usikre ventetid i Danmark. Irakere skal have opholdstilladelsePræsternes budskab til politikerne er såre enkelt: Irakerne skal have opholdstilladelse omgående, især når selv statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efterhånden erkender, at situationen i Irak bliver værre og værre. Præsterne henviser til, at Sverige for længst har taget konsekvensen af den umulige hjemsendelsessituation, og ladet irakiske flygtninge deltage i samfundet. »Hvis folk i Danmark så den trøstesløshed, der præger irakernes dagligdag, så ville de erkende, at det ikke harmonerer med den humanisme, vi ellers forbinder os med«, siger Hillerød-præsten Thyge Enevoldsen. Præsterne har valgt Hellig Tre Kongers dag, den sjette januar, fordi den ene af kongerne var fra området hvor Irak nu ligger, og ifølge biblen hjalp verdenshistoriens nok kendteste flygtningefamilie, tømreren Josef, hans kone Maria, og deres nyfødte søn Jesus.